Om os

Velkommen til Ophelia Invest. Hvis du gerne vil lære at investere, er du landet det rette sted. Her får du adgang til artikler, bøger, podcast og onlinekursus. Hos os bliver du klædt på til at tage gode beslutninger for dig og din økonomi.

Lær om børsmæglere


Introduktion

Lær om børsmæglere i denne artikel og bliv klogere. Når vi skal til at henholdsvis købe og sælge værdipapirer i praksis foregår dette via en sådan. Det kan være vores egen (traditionelle) bank eller en af de online børsmæglere som eksempelvis Nordnet. Uanset hvilken vi vælger, vil den have en online platform, som er det sted, hvor det hele foregår – dvs. hvor vi opbevarer penge og værdipapirer samt køber og sælger dem.

Når man har valgt en børsmægler/platform, opretter man sig som kunde (medmindre det er ens egen bank, så kan man springe dette trin over), overfører nogle penge, og så er man klar til at lave en handel. Når man køber et værdipapir, kommer det ind på ens depot, og her kan man følge dets udvikling. Nogle steder kan man have flere depoter, men det gør ingen forskel i det samlede billede. Lige så snart man har blot et enkelt værdipapir i sit depot, har man en portefølje. Det er det, vi kalder den samlede pulje af vores værdipapirer.

Det, der adskiller de forskellige børsmæglere fra hinanden, er dels størrelsen af de gebyrer, der er på feltet, hvor mange børser man har adgang til, og i nogen grad oplevelsen af platformen: Hvor brugervenlig er den? Hvor mange redskaber har den? Og hvor meget hjælper den os på vej?

Gebyrer

Der er nogle gebyrer på feltet, som det godt kan betale sig at gøre sig bekendt med fra starten. Men lad mig indlede med at gøre opmærksom på dette: Jo mindre du handler, des mindre forskel gør alle former for gebyrer.

Hvis du blot vil lave nogle få handler om måneden, måske endda mindre, så er det formentlig mere attraktivt for dig, at du vælger den platform, der er lettest for dig at navigere rundt på, eller hvor du af andre årsager er mest tryg. Derimod vil det være meget fornuftigt for dig at kigge på transaktionsomkostningerne, det vil sige kurtagen, hvis du handler mange gange om dagen eller ugen. Der kan være overordentlig stor forskel på kurtagen hos de forskellige børsmæglere, som du vil se nedenfor i gennemgangen af børsmæglerne og deres platforme.

Kurtage

Når man handler værdipapirer, skal man betale et gebyr, for hver handel man foretager, hvadenten det er køb eller salg. Dette kaldes kurtage. Du kan se, hvad kurtagen er på børsmæglernes forskellige produkter på deres respektive hjemmesider, ligesom der findes forskellige sammenligninger online.

Depotgebyr

Nogle børsmæglere opkræver et gebyr for at stille depotet til rådighed, hvori værdipapirerne opbevares. Det er primært de traditionelle banker, der gør dette, hvorimod online børsmæglere ofte ikke gør det.

Traditionel bank

Der kan være mange grunde til at investere via den bank, man også benytter til sine øvrige bankforretninger såsom lønkonto, huslån, billån og lignende.

Fordele

Du har alle dine finansielle aktiviteter samlet ét sted. Det kan være, du føler dig tryg der, kender rådgiveren, kender deres visuelle online identitet, har en lang historik med den eller andet. Det er alle naturlige fordele, som potentielt kan få dig hurtigt i gang: Du er allerede kunde og skal ikke til at oprette dig som kunde et sted. Der er muligvis nogle, du kan spørge om hjælp, enten i banken eller blandt familiemedlemmer og venner.

Ulemper

Ulemperne handler primært om økonomien, altså når det kommer til gebyrerne, der er forbundet med investering. De traditionelle banker har oftest et depotgebyr. Det vil sige, at de tager penge for at opbevare dine værdipapirer. Her adskiller de sig fra online børsmæglere, hvor denne tjeneste er gratis. Kurtagen kan være til den marginalt højere side, men de er kommet godt efter det de senere år og er nu konkurrencedygtige et godt stykke hen ad vejen.

Tjek eventuelt, hvad det koster at købe f.eks. danske og amerikanske aktier samt fonde, før du beslutter dig, og sammenlign med dem, du får ved f.eks. Nordnet. Når du handler gennem din traditionelle bank, har du som udgangspunkt adgang til mange forskellige børser.

Nordnet som eksempel

Nordnet en af de populære online mæglere blandt private investorer. De har cirka 100.000 aktive brugere i Danmark (2019); aktive brugere regnes for dem, der har over 1.000 kroner stående på deres depot hos Nordnet.

Mange fremhæver brugeroplevelsen som særligt positiv ved denne platform. Den er relativt let at finde rundt på, og de har også vundet priser som den bedste børsmægler for private danske investorer. De har et fremragende værktøj til at handle fonde gennem kaldet “månedsopsparingen”. Her kan man fuldstændig kurtagefrit (gratis) købe op til fire fonde per måned, som man kan vælge ud fra en lang liste med ikke alle, men mange forskellige fonde.

Der findes både aktivt forvaltede fonde, passivt forvaltede fonde samt ETF’er (exchange traded funds) på listen, inklusive flere meget populære fonde blandt private danske investorer. Man kan ændre, hvilke en-fire fonde der indkøbes, alle de gange man vil, ligesom man kan vælge at springe en måned eller flere over. Der er ingen gebyrer forbundet med indkøb af fonde via dette værktøj overhovedet. Det skal nævnes, at man betaler kurtage, hvis/når man sælger en af disse fonde igen.

Ulemper

Af ulemper ved Nordnet kan nævnes deres brug af minimumskurtage ved alle handler uden for månedsopsparingen. Dette medfører, at en månedlig opsparing for få midler i enkelte værdipapirer (frem for fonde) ikke er attraktiv på denne platform. Man skal handle for over 29.000 danske kroner per handel, før prisen på kurtagen kan måle sig med andre platforme, der ikke opererer med minimumskurtage. Et andet faktum, der trækker i den negative retning, er, at der kun er adgang til et begrænset antal børser. Det kan være ærgerligt at have kastet sin kærlighed på en aktie for så at finde ud af, at den handles via en børs, man slet ikke har adgang til.

Opsummering

I valget af børsmægler handler det i sidste ende om: Hvilke præferencer du har som investor, hvor ofte du vil handle, samt hvor mange penge du gerne vil investere. De tider, hvor man skulle have flere tusind kroner, før investering kunne betale sig, er dog i den grad forbi.

Det vigtigste er at vælge en platform, åbne et depot, overføre nogle penge og lave en handel. Det behøver ikke være den rigtige platform, det rigtige beløb eller den smarteste handel. Men ligeså snart du er i gang, bliver det meget lettere at lære – også hvilken børsmægler der er det helt rigtige match for dig og dine behov på sigt.

Disclaimer

Dette informationsmateriale samt tilhørende information skal ikke opfattes som rådgivning. Materialet er udarbejdet uden indblik i individuelle behov, risikotolerancer, mv. og kan på ingen måde erstatte professionel personlig rådgivning. Dette materiale er ikke udarbejdet i henhold til lovkrav beregnet til at fremme uafhængig investeringsanalyse. Sarah Ophelia Møss og Ophelia Invest kan ikke garantere at dette informationsmateriale er korrekt eller uden mangler, og kan ikke drages til ansvar for evt. fejl og mangler. Ophelia Invest og Sarah Ophelia Møss er ikke forpligtet til at opdatere dette informationsmateriale. Historiske afkast er hverken en garanti eller indikation på fremtidige afkast. Værdien af ens investeringer kan falde, såvel som stige, og investorer kan få mindre tilbage end de har investeret.