Aktieåret 2021, hvordan er det gået for indeks og enkeltaktier

Et lidt tilfældigt blik på aktieåret 2021

Radio4 ringede og spurgte om jeg ville snakke lidt om investeringsåret 2021 i deres morgenprogram torsdag den 30 december. Den slags siger jeg altid ja til, og spurgte lidt ind til hvilke spørgsmål de ville stille. Det første handlede om hvorvidt aktieåret 2021 havde været godt eller skidt – og i forlængelse heraf sagde journalisten i røret “og jeg håber selvfølgelig du siger skidt, for min portefølje er i minus”.

Her kom jeg lidt til kort, for, det har jo netop ikke været et skidt år i år. Tværtimod har der været helt vilde stigninger, ikke blot på enkeltaktieniveau, men i særdeleshed på nationalt og globalt plan.

Den globale indeks-situation

Her det globale indeks MSCI ACWI der rummer 2.976 store og mellemstore aktier fra hele verden. Dette indeks er steget over 17 procent bare i år. Hvilket er ca. halvanden gang mere end de gennemsnitlige 7 procent som vi ellers kan tillade os at håbe på. Du kan altid finde en opdateret graf og overblik over fx sektorfordelingen i indeksets faktaark.

Hvis du vil eksponeres mod dette indeks kan du fx vælge denne ETF som du også ser på billedet nedenfor. Afkastet på ETFen (fonden) har været højere end på selve indekset. Det kan skyldes at den er akkumulerende, hvilket betyder at den løbende opsamler eventuelle udbytter fra udbyttebetalende aktier blandt de ca. 3.000 aktier i indekset og bruger de penge til at købe yderligere aktier ind i fonden. Den akkumulerer således værdien inde i fonden, fremfor at videredistribuere udbytterne til ejerne af fondsbeviset.

(Artiklen fortsætter under annoncen)

Vær opmærksom på at de internationalt forvaltede fonde der hedder “ETF”er generelt beskattes anderledes end dansk forvaltede fonde. Du kan læse mere om fonde her og om beskatning her.

Det danske indeks OMXC25 og aktieåret 2021

Men er det så kun det globale aktiemarked der har klaret sig godt i år? Nej, det danske har faktisk gjort det næsten lige så godt. Det danske indeks hedder “OMXC25”. OMX refererer til børsen, C’et til Copenhagen og 25 er det antal aktier der er i indekset.

De 25 danske aktier er: A.P. Møller – Mærsk A, A.P. Møller – Mærsk B, Ambu, Bavarian Nordic, Carlsberg B, Chr. Hansen Holding, Coloplast B, Danske Bank, Demant, DSV, FLSmidth & Co., Genmab, GN Store Nord, H. Lundbeck, ISS, Jyske Bank, Netcompany Group, Novo Nordisk B, Novozymes B, Ørsted, Pandora, Rockwool International B, Royal UNIBREW, Tryg og Vestas Wind Systems.

Et lille fun fact er, at Novo Nordisk aktien har en dobbelt så stor markedsværdi som den næst mest værdifulde aktie i indekset.

På billedet af indeksets graf nedenfor ser vi at efter et lille dyk i starten af året, gik det stort set uhindret op ad bakke hele foråret og sommeren, for så at fortsætte sidelæns resten af året. Ikke desto mindre er vi i skrivende stund oppe med knap 16 procent, hvilket ligesom det globale indeks er over dobbelt så meget som de gennemsnitlige 7 procent.

Ned fra helikopteren og frem med luppen

Nå, det var lidt “på den store klinge”-snak. Men hvad med enkeltaktierne? Er det så dem vi kan have været uheldige med? Ja, det er det nemlig. Hvilket jo også er grunden til at jeg, baseret på de kloges ord gennem tiden, er stor fortaler for at lægge noget bredt i bunden af porteføljen. Og lad os lige dvæle ved det et øjeblik. Det behøver ikke være indeksbaserede fonde som den på MSCI ACWI billederne længere oppe. Det kan måske særligt i denne lidt uvisse tid (renter, inflation og centralbanker taget i betragtning) med fordel være “balancerede” fonde som de fleste investeringsforeninger har på lager. De brillierer ved at være en hel portefølje i sig selv og rummer således aktier men også obligationer, ejendom, råvarer osv.

(Artiklen fortsætter under annoncen)

Hvis du følger med hos Ophelia Invest generelt, så ved du at vi er fans af investeringsforeningen Optimal Invest, der netop gør sig meget i denne type fonde. Vi er så store fans at vi har indgået et samarbejde med dem. Vi talte alligevel altid pænt om dem. Du kan dog selv dømme dem herunder. Afkastet er 11,73 procent, men med en helt anden og lav risiko end de ovenfor nævnte.

Her ser vi samme fond, men med en lidt længere tidshorisont – hvor vi næsten ikke kan få øje på det ellers store gevaldigt udsving der var på det globale aktiemarked i marts 2020; da Covid-19 ramte os.

Årets vindere og tabere

Lad os hoppe til enkeltaktierne som lovet. Her vil jeg fremhæve to, eller det vil sige, det vil jeg ikke, for jeg er hverken aktieekspert eller aktieanalytiker. Men da dette var et af punkterne på agendaen i radioprogrammet, ringede jeg straks til en ven: Johannes Møller, der sammen med Dan Weise står bag MW Compounders. Dem har vi ikke et fast samarbejde med, om end de har betalt for at være med i vores podcast Ophelia Invest Talks et par gange. Men både inden og nu efter, er det nogle af dem jeg altid gerne trækker frem i lyset, simpelthen fordi, de ikke bare er søde, men også er mega kloge. Og så gør de det ret godt. Men igen, døm for dig selv. Her er fonden IA Invest MW Compounders:

Her er der fuld knald på aktierne og vi har altså bevæget os væk fra den balancerede type fonde. Dette er en ren aktiefond.

De to herrer Dan og Johannes har gjort det dobbelt så godt, som det danske eller globale indeks, næsten. De løbende årlige omkostninger som lige om lidt skifter navn fra ÅOP til “PRIPP” er på 1,25 procent (PRIPP kan du eventuelt læse mere om her). ÅOP/PRIPP er det gebyr vi betaler til MW Compounders for at forvalte vores penge i fonden. Det er ret lavt af en aktivt forvaltet fond at være. For det er den nemlig, aktivt forvaltet. Dan og Johannes sidder og holder øje med aktier fra hele verden, analyserer og køber og sælger når de mener der er brug for rokeringer i fonden.

(Artiklen fortsætter under annoncen)

Det var således helt naturligt, at jeg rakte ud til Johannes og spurgte hvad han mente var årets vindere og tabere, hvis han fx bare skulle nævne to af hver.

Og vinderne er..

Novo Nordisk: Til trods et lidt turbulent år hos Novo Nordisk har de stadig skabt et ualmindelig flot afkast i år. Knap 67 procent i skrivende stund.  Som Johannes sagde, det har næsten ikke kunne lade sig gøre at tabe på Novo Nordisk i 2021, men der måte jeg så fortælle at jo, det var faktisk lykkedes for den utrolig flinke journalist jeg havde i røret (jeg har selvfølgelig sendt ham en række links, så han kan komme bedre ind i 2022 end han kom ud af 2021. For de “fejl” han har begået, er de samme som alle os andre begår. mere om det i dagens podcastepisode “Hvem er i virkeligheden den bedste investor”):

Alphabet aka Google: Stort set samme flotte afkast præsterer Alphabet med sine knap 70 procent dags dato. Udviklingen her har dog været langt mere stabil om end de seneste to måneder har været en sidelæns bevægelse:

De store tabere

På tabersiden finder vi en af de helt store tech darlings, og grunden til at jeg i sin tid oprettede et depot hos Saxo hvor jeg fik adgang til den er, Tencent. I hele 2017 og start 2018 var det, som jeg husker det, en af de få aktier som alle snakkede om. Hvis vi lige starter med et blik på 2021:

Det ser rigtig nok rødt ud. At den procentmæssigt “kun” er faldet ca. 22 procent skyldes den indledende stigning i januar og februar. Hvis man havde købt Tencent i starten af februar, kunne det være gået så utrolig meget dårligere. Herunder lige aktien på “maks historik” hvor det er tydeligt at se de vilde stigninger og lige så “imponerende” fald.

Den anden taber Johannes fremhævede var Yum China der er faldet ca. 17 procent i 2021. Men, den er der måske ikke så mange der kender indgående, så Johannes nævnte også Alibaba som dog ikke er en aktie de har i deres portefølje. Alibaba som du ser på billedet her, er faldet over 50 procent. Av min arm. Men sådan er det jo gerne med de store tech aktier, der er højt at flyve og dybt at falde.

Hvad hvis det alligevel har været et dårligt år for vores portefølje?

Aktieåret skulle som vist være gået godt. Det kræver selvfølgelig, at vi har gjort mest af det “rigtige” og ikke for meget af det “forkerte”, hvilket også er emnet i året sidste podcastepisode. Hvis det ikke er det du ser, når du logger ind på fx Nordnet, så kan det være du skal læse lidt om porteføljeopbygning eller måske endda gå skridtet videre og kaste dig ud i vores strategi-produkt; du kommer dog langt med den gratis artikel og den nævnte podcastepisode.

Videre læring

Du kan læse videre om investering for begyndere i bogen ‘Den lille guide til Investering‘, i samme serie finder du mange andre spændende bøger om privatøkonomi for både børn og vokse. Vi har også lavet et onlinekursus for begyndere ligesom du hver uge kan høre nye afsnit af vores podcast ‘Ophelia Invest Talks’ på iTunesSpotify og øvrige podcasts apps.

Disclaimer

Dette informationsmateriale samt tilhørende information skal ikke opfattes som rådgivning. Materialet er udarbejdet uden indblik i individuelle behov, risikotolerancer, mv. og kan på ingen måde erstatte professionel personlig rådgivning. Dette materiale er ikke udarbejdet i henhold til lovkrav beregnet til at fremme uafhængig investeringsanalyse. Sarah Ophelia Møss og Ophelia Invest kan ikke garantere at dette informationsmateriale er korrekt eller uden mangler, og kan ikke drages til ansvar for evt. fejl og mangler. Ophelia Invest og Sarah Ophelia Møss er ikke forpligtet til at opdatere dette informationsmateriale. Historiske afkast er hverken en garanti eller indikation på fremtidige afkast. Værdien af ens investeringer kan falde, såvel som stige, og investorer kan få mindre tilbage end de har investeret.