Månedsopsparing på Nordnet: Hvilke muligheder er der?

Mange af jer har sikkert enten hørt om eller bruger en månedsopsparing på Nordnet. Den er smart, fordi den hver d. 8. i måneden kurtagefrit køber op i en række investeringsforeninger og ETF’er, som du selv har valgt. På den måde kan du nemt følge den populære indkøbsstrategi DCA (dollar-cost averaging), hvor du for samme beløb køber mere op, når det er billigt og mindre op, når det er dyrt.

(Artiklen fortsætter under annoncen)

 

To slags månedsopsparing – hvad skal du være opmærksom på?

Der findes to slags månedsopsparinger på nordnet:

  1. Nordnet Indeksfonde og Internationale fonde
  2. ETF’er og investeringsforeninger

 

Førstnævnte egner sig for de fleste ikke til depoter med frie midler, da beskatning foregår som kapitalindkomst. Det betyder 42% i skat af afkastet efter lagerprincippet (årlig beskatning uagtet om afkastet realiseres eller ej). Sidstnævnte giver mulighed for at vælge forskellige ETF’er og investeringsforeninger, som beskattes som aktieindkomst, altså 27% af afkast op til 56.500 kr. (gældende i 2021). Vær dog opmærksom på at visse af de danske akkumulerende investeringsforeninger her også beskattes som kapitalindkomst. Derudover kan der selvfølgelig være andre vilkår gældende i henhold til beskatning og den specifikke investor.

 

(Artiklen fortsætter under annoncen)

ETF’er og investeringsforeninger: Hvad kan du vælge mellem?

Nordnets liste over ETF’er og investeringsforeninger i deres værktøj “månedsopsparing” er lang, og det kan være super  svært at overskue, hvad du skal vælge og med hvilken procentdeling.

 

Sparindex Globale Aktier KL

Hvis du gerne vil vælge en bred og global fond, der beskattes som aktieindkomst og først beskattes, når du realiserer afkastet (dvs sælger), kan et bud være Sparindex Globale Aktier KL. Fonden er “passiv”, hvilket vil sige, den blot følger et bestemt indeks. I dette tilfælde følger den det bredest mulige indeks MSCI ACWI IMI, som både rummer emerging markets (ikke udviklede markeder) og developed markets (udviklede markeder), og her eksponeres vi mere eller mindre mod hele verden.

 

Hvad er vigtigt at vide?

  • ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent) på fonden er 0,55%
  • Den er udbyttebetalende (når fonden afholder generalforsamling, udbetales de opsamlede udbytter fra fondens aktier til ejerne af fondsbeviserne)
  • Største region (den, der fylder mest i fonden) er USA (58,25%)
  • Største branche (den, der fylder mest i fonden) er teknologi (18,91%) efterfulgt af finans (15,81%)

 

Fonden har ikke været som valgmulighed på månedsopsparingen fra månedsopsparing-værktøjets begyndelse. Tidligere var et af de oplagte valg på månedsopsparingen en anden fond fra investeringsforeningen Sparindex, nemlig Globale Aktier Min. Risiko KL. Den kan stadig være et godt valg afhængigt af den enkeltes strategi, blot man er opmærksom på, at den ikke rummer emerging markets.

(Artiklen fortsætter under annoncen)

 

 

Andre investeringsforeninger og ETF’er

Listen er som nævnt lang. Hvor nogle vælger at smide 100% af de opsparede midler via månedsopsparingen i én global fond/ETF, vælger andre at fordele pengene mellem flere fonde. Her kan man vælge mellem alt fra fonde, der følger indeks i bestemte lande til mere sektorspecifikke investeringer fra fx de to internationale investeringsforeninger iShares eller Lyxor (vær opmærksom på at de to nævnte foreninger beskattes efter lagerprincippet, dvs årlig beskatning i modsætning til beskatning ved salg). Der er også flere aktivt forvaltede fonde fra fx de to danske investeringsforeninger MajInvest og Formuepleje.

Husk altid selv at undersøge de fonde og ETF’er, du vil investere i. Du kan læse prospektet og finde yderligere info på Nordnet, bl.a. om ÅOP, udbyttepolitik, største regioner, brancher og beholdninger. Derudover kan du søge på de forskellige investeringsforeningers hjemmesider eller https://www.morningstar.dk/dk/ , som har flere værktøjer til blandt andet sammenligning af fonde.