Investeringsplatformen Plata

Plata er en deleøkonomisk platform, hvor vi kan låne vores penge direkte til en anden og modtage løbende afkast og tilbagebetaling. Det er altså lån mellem to privatpersoner.  

(Reklame) Vi samarbejder med Plata, fordi de på ny og inspirerende facon gør det let for private investorer at opnå et afkast via udlån af penge mod en rente.

Hvem er Plata?

Plata er en ny dansk virksomhed, som tilbyder et alternativ til banklån, forbrugslån og kassekreditter. På platformen kan privatpersoner oprette udlån og lån direkte hos hinanden. Plata tilbyder refinansiering, hvor målet er omlægning af eksisterende dyre forbrugslån. Virksomheden arbejder for, at det er danskerne og ikke bankerne, der skal tjene på at låne penge ud. Det betyder helt lavpraktisk, at Plata bringer almindelige kreditværdige mennesker med behov for lån (låntagere) sammen med private investorer (långivere). Vi kan udlåne fra 5.000 kroner til 500.000 kroner på platformen. Derudover kan vi selv vælge, hvor lang tid lånet skal løbe – det kan være mellem 6 måneder og 120 måneder (10 år).

Platas ansatte arbejder og holder til i København, men selve platformen er elektronisk og kan tilgås alle steder.

Hvad laver Plata?

Plata er en deleøkonomisk platform og kreditformidler, som formidler kontakten mellem privatpersoner. Platformen er deleøkonomisk, hvilket betyder, at man som privatperson stiller sin overskudskapacitet (penge i banken) til rådighed for privatpersoner i en underskudssituation. Långiver låner altså penge ud til låntager mod en rente, mens låntager får mulighed for at omlægge forbrugslån optaget andetsteds til et billigere lån hos Plata. Udbetaling og tilbagebetaling af lån sker udelukkende mellem låntager og långiver, mens Plata overvåger, at alt foregår som aftalt.

Platas mission er at gøre en forskel inden for finansiel vækst og skabe lige økonomiske muligheder for alle. Flere danskere har dyre lån, som potentielt kan konverteres til billigere lån. Som kreditformidler giver Plata mulighed for omlægning af lån. Det betyder, at man kan skifte sit eksisterende dyre lån ud med et nyt og billigere. Det er på den måde muligt at refinansiere gæld peer-to-peer – altså fra én person til en anden. Plata som platform skaber forudsætningerne for, at man både kan tjene penge på renteindtægter og/eller man kan spare penge ved at omlægge eller refinansiere sine forbrugslån.

Vores muligheder som investor hos Plata

Som investorer kan vi selv vælge, hvilke personer vi har lyst til at låne vores penge til. Vi fungerer som vores egen lille bank. Vi må gerne oprette flere udlån af forskellige størrelser og til forskellige personer, hvis vi har lyst. Det er os långivere, som godkender eller afviser låneanmodningen. Det gør vi på baggrund af en kreditrating af den person, som gerne vil optage lånet. Plata både foretager og præsenterer denne kreditrating for os. De formidler kreditrating baseret på låntagers bankposteringer, så vi som investorer kan foretage den lovmæssigt nødvendige kreditvurdering af vedkommende. De, der vil optage et lån, giver Plata adgang til at se relevante bankkonti via Aiia, som bruges af alle danske banker.

Kreditratingen er et udtryk for, hvor stort rådighedsbeløb personen har, efter alle regninger er betalt. Kreditratingen vises som 1-4 stjerner. 4 stjerner er den højeste rating, mens 1 stjerne betyder, at man ikke kan låne penge via Plata. Kreditvurderingen vises, så vi långivere kan godkende eller afvise ansøgningen.

Kreditratingen er baseret på:

  • Årsbudget
  • Låntagers seneste tre lønsedler
  • Seneste årsopgørelse fra Skat
  • Dokumentation for eksisterende gæld til refinansiering
  • Dokumentation for ikke at være registreret i et debitor register (register over om de skylder penge til en kreditor)

 

Kreditratingen er baseret på låntagers økonomiske historik. Plata formidler kun privatlån til 8 procent i rente ved refinansiering af eksisterende lån, og dermed er låntager allerede godkendt til at låne pengene af en bank.

Gebyrer hos Plata

Plata får et gebyr af eventuelt positivt afkast. Opkrævningen sker hver måned, og det sker først efter, at vi som långivere har modtaget den månedlige ydelse (returbetaling) på det aktive lån. Der er en fast udlånsrente på 8 procent ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent). Renten skal være med til at sikre, at dem, der optager lån, får en lav udlånsrente for banklån og forbrugslån uden sikkerhedsstillelse, og at renten samtidig er høj nok til, at dem, der låner deres penge ud, får et rimeligt afkast.

Långivere modtager til enhver tid 8 procent af den investerede kapital, hvoraf 1,6 procent betales i gebyr til Plata. Vores indtægt som långivere er 80 procent af lånets månedlige afkast (renter). Platas andel er 20 procent af renteindtægten. Renteafkastet er således 6,4 procent af investeret kapital med løbende udbytte hver måned. Gebyret trækkes automatisk hver måned, når tilbagebetalingen modtages Renteindtægterne falder hver måned, i takt med at låntageren afdrager mere og mere på sit lån.

Hvordan handler vi?

  • Trin 1: Opret en gratis profil, og tilknyt en bankkonto. Vi skal oprettes både hos Plata og Aiia for at låne og udlåne på Plata.
  • Trin 2: Godkend eller afvis ansøgninger. Vi investorer (långivere) kreditvurderer låntager. Det er på dette trin, at Plata præsenterer kreditratingen af låntager. Vi har tre dage til at godkende en låneanmodning. Hvis vi godkender, har vi to dage til at overføre pengene direkte fra egen bankkonto til modtagerens. Kontrakten er først endeligt gældende, når pengene er udbetalt.

 

Bemærk at et udlån er låst, når låneanmodningen er afsendt. Derfor kan andre ikke søge lånet, når det er under behandling.

  • Trin 3: Underskriv med NemID og udbetal pengene. Kontrakten er først gyldig, når man har overført lånets udbetaling. Overførslen af lånebeløb og de månedlige ydelser foretages som faste bankoverførsler direkte mellem långiver og låntager. Når der er oprettet et lån mellem to enkeltpersoner på Plata, så er det juridisk set en aftale om lån mellem to private personer. Det betyder, at der er krav på, at vi kender hinandens navn, adresse og e-mail. Disse informationer vil fremgå af kontrakten, som begge parter har skrevet under på.

 

Bemærk at Plata kræver, at bankoverførsler mellem låntager og långiver markeres med en kode udleveret af Plata. Det er for at sikre, at Plata kan holde øje med, at returbetalingerne sker til tiden som aftalt. Hvis de ikke gør det, vil Plata reagere og kontakte både investor og låntager.

I krisetider

Der er altid en risiko forbundet med investering, og udlån af vores penge er ikke en undtagelse. Det er vores eget ansvar at vurdere, om vi ønsker at udlåne vores penge, baseret på den kreditrating Plaata præsenterer for os. I tilfælde af manglende tilbagebetaling dækker Plata ikke. Dog benytter de et eksternt firma til inkasso, hvis lånet misligholdes. Alle omkostninger til inkasso er på låntagers regning. Låntagere, der ikke betaler til tiden, kan ikke bruge Plata fremadrettet.

Hvis Plata går konkurs eller lukker, er vi som investorer underlagt inddrivelsesforhold og forpligtelser, hvilket betyder fuld inddrivelsesret via inkasso- og advokatfirmaet DreistStorgaard. Da låneforholdet er mellem långiver og låntager, så er vores rettigheder og muligheder i forhold til inddrivelse uændret i tilfælde af Plata går konkurs eller lukker. Låneaftalen og handelsbetingelser fungerer fuldstændig på linje med ethvert andet låneforhold, for eksempel når en bank udlåner til en privat. Forholdet er godkendt af Finanstilsynet, og kontrakterne er udarbejdet af Plesner Advokater.

Fordele og ulemper

Fordele:

  • Som långiver (investor) får man en positiv rentesats modsat i bankerne og hjælper samtidig andre privatpersoner (låntagere)
  • Låntagere kan refinansiere eller omlægge sine eksisterende lån til en lavere rentesats på 8 procent
  • Plata sørger for kreditratinger, kontrakter og for opsyn med tilbagebetalingerne

 

Ulemper:

  • Plata dækker ikke i tilfælde af manglende tilbagebetaling fra låntager. Til gengæld benytter Plata et eksternt firma til inkasso, hvis lånet misligholdes

SKAT

Renteindtægter er skattepligtig indkomst. Det vil sige, vi skal betale skat af det afkast, vi modtager fra vores udlån. Renter til betaling af gæld kan til gengæld trækkes fra i skat – det gælder altså dem, der gerne vil låne penge gennem platformen. Plata er kreditformidler, og de indrapporterer ikke oplysningerne til Skat på vores vegne. Det er ens eget ansvar at gøre. Plata hjælper dog ved at beregne skatten fortælle præcis, hvad man skal skrive på sin forskuds- og årsopgørelse, når der er underskrevet en aftale mellem låntager og investor.

Teamet

Rasmus Camborda Meilvang er stifter og administrerende direktør. Rasmus er uddannet på Copenhagen Business School og har en master i Management of Innovation and Business. Han er en erfaren Treasury Manager, og han har ledelseserfaring indenfor corporate finance, treasury, risikostyring, projektledelse og medarbejderudvikling.

Thomas Gade Gaustad er medstifter og CTO (Chief Technology Officer). Thomas har studeret på Copenhagen Business School, og han har en HA.Dat i Datalog og økonomi. Han er teknisk direktør og ansvarlig for drift og udvikling.

I bestyrelsen sidder bestyrelsesformand og investor Jørgen A. Horwitz, som udover at være direktør for Finansrådet og HORESTA er bestyrelsesformand eller medlem i en række andre virksomheder. Udover at være stifter og er Rasmus Camborda Meilvang administrerende direktør for Plata. Carsten Chabert er bestyrelsesmedlem og investor. Sidst men ikke mindst er der bestyrelsesmedlem og investor Claus Thomsen, som ejer United Ejendomme.

Vores fokus på selskabet

Vi har udgivet en podcast med Plata i februar 2022. Her kan du blive klogere på platformen og mulighederne. Derudover har vi udgivet en podcast om at låne penge ud til private og virksomheder (crowdlending) i februar 2022.

Opsummering

Plata er en ny dansk virksomhed, hvor privatpersoner kan oprette udlån og lån direkte hos hinanden. Plata tilbyder refinansiering, hvor målet er omlægning af dyre forbrugslån. Virksomheden arbejder for, at det er danskerne, og ikke bankerne, der skal tjene på at låne penge ud. Plata bringer almindelige kreditværdige mennesker med behov for lån sammen med private investorer.

Disclaimer 

Dette informationsmateriale samt tilhørende information skal ikke opfattes som rådgivning. Materialet er udarbejdet uden indblik i individuelle behov, risikotolerancer, mv. og kan på ingen måde erstatte professionel personlig rådgivning. Dette materiale er ikke udarbejdet i henhold til lovkrav beregnet til at fremme uafhængig investeringsanalyse. Sarah Ophelia Møss og Ophelia Invest kan ikke garantere at dette informationsmateriale er korrekt eller uden mangler, og kan ikke drages til ansvar for evt. fejl og mangler. Ophelia Invest og Sarah Ophelia Møss er ikke forpligtet til at opdatere dette informationsmateriale. Historiske afkast er hverken en garanti eller indikation på fremtidige afkast. Værdien af ens investeringer kan falde, såvel som stige, og investorer kan få mindre tilbage end de har investeret.

Ophelia Invest har en samarbejdsaftale med selskabet og modtager penge for at gøre opmærksom på selskabet. Vi stræber dog altid efter at være nysgerrige, objektive og have fokus på oplysning.