11. september 2026
Jeg har været loyal “Netto-pige” i ca. 34 år. Næsten udelukkende gået derhen, når jeg skulle købe ind. Og har de det ikke i den nærmeste Netto, har vi ikke købt det. Jeg er convenient anlagt.
Og jeg kan godt lide når alting er “som det plejer”, i livet og i Netto. At jeg ved hvor alting er, og kan gennemføre mine indkøb på auto pilot.
Men, de har ikke nogen theboller i Netto. Den lille lette børnebolle som man i 80’ernes (såvel som nutidens) dyrere supermarkeder får gratis som handlende i butikken - den behøver dog ikke være gratis, men den må meget gerne være der, når man har en 2-3-årig dreng med sig.
Ikke pga. af “ulvetimen” som vi slet ikke praktiserer (vi spiser begge når vi er sultne, går ingen steder uden snacks til alle), men fordi det er en hyggelig og nem lille ting, som han gerne må få.
Jeg er en enkelt gang kommet afsted uden forplejning og forsøgte mig med en snack fra Emmerys, men deres theboller koster 14 kroner, og uanset om kvaliteten er bedre (det er den ikke), så matcher det ikke vores nuværende “husholdningsbudget” (mere om det en anden gang).
Nå..
I vores søgning efter en funktionel flaskeautomat (vi deler gade, Netto og flaskeautomat, med en flok søde flaskesamlende sigøjnere) kom vi en dag ind i Rema i Gothersgade.
Lige under den stod de små børnevogne, og man skulle ikke bruge mønter for at løsne en. Det skal man i vores Netto, og det er for besværligt til, at jeg gider det hver gang. Det ene førte til det andet som førte til, theboller til blot fire kroner. Og de har også alt mulig andet, som vi bruger hver dag til mellem ca. 2-15 kroner mindre end i Netto.
Det har naturligt bragt nye vaner med sig. Vaner som både stor og lille trives i. Min økonomi, og dermed mig er glade. Og jeg elsker at se mit lille menneske suse afsted, med så stor omhu for sine medmennesker som han nu engang kan mønstre med sine knap tre år.
Nu handler vi primært der.
Kh Sarah
Der er nu omkring 50 dage, til Den lille guide til Million challenges udkommer. I den periode vil jeg prøve at dele lidt mere personligt om de udfordringer, jeg tager op i mit eget liv, økonomiske såvel som andre.
Arbejdet med Elizabeth og hendes bøger er kommet ind midt i en periode, hvor jeg allerede var i gang med at ændre flere ting i mit liv, særligt i forhold til min privatøkonomi og forbrugsmønstre. Hendes måde at arbejde med challenges på har givet mig lyst til at udfordre mig selv lidt mere konkret. Uden at give mig selv nogen form for spændetrøje på <3
Jeg håber, du vil være lidt med. Måske fortælle om de forandringer, du godt kunne tænke dig i dit eget liv. Måske er du allerede i gang med nogle af dem?
Du er meget velkommen til at dele i kommentarfeltet nedenfor.
0 kommentarer