Små og store forandringer i mit liv

Små og store forandringer i mit liv

Sådan fandt jeg 80.000 kroner i min økonomi i 2026

25. september 2026

Efter jeg gik selvstændig med et ønske om at arbejde meget mindre og langt mere fleksibelt, er jeg naturligt gået markant ned i løn. Jeg har stadig min base fra bogsalg og forlagsforretning og har siden jeg meldte ud at jeg var en fri fugl fået en stribe henvendelser fra forskellige virksomheder mhp et samarbejde. Så objektivt set hæver jeg en fin løn på 35.000 kroner om måneden, for at arbejde noget der minder om halv tid, men jeg er vant til at få flere penge ud. Det betyder at der er råd til mindre end der har været i mange år. 

Jeg har derfor brugt en stor del af 2026 på at få min økonomi til at passe til et andet liv end det, jeg havde tidligere og er blevet langt mere bevidst om, hvad der kommer ind og går ud hver måned. Det kan der gå lidt sport i på flere måder.

På sparesiden startede jeg med at luge ud i budgettet og fandt fx noget på abonnementer hvor jeg nu holder mig til én streamingtjeneste ad gangen, der kom en stor månedlig besparelse ind da jeg søgte om tilskud til vuggestuen (jeg betalte stadig fulde 5.000 kroner, selvom min løn var halveret) - med tilskud kom jeg ned på 1.250 pr måned. Mere lavpraktisk har vi fundet et billigere supermarked til hverdagen, går lidt mindre ud og spiser og jeg venter med at købe visse ting til bestemte tidspunkter.

På "skaffe flere penge"-siden kommer der lidt ind løbende fra salg af ting og tøj vi ikke bruger, jeg solgte fx en stol for 400 kroner en dag. Og så betyder de småbeløb der selv finder vej også mere nu end tidligere, fx kom der 527 kroner i noget forsikringsbonus denne måned. 

Men, som æstetisk madglad livsnyder midt i Kbh K måtte der godt være mere at gøre godt med. Så, jeg spurgte chatGPT forleden om vi mon kunne finde nogle ekstra penge ifbm. min års- eller forskudsopgørelse. Jeg går ikke meget op i detaljer og ved at økonomien mellem SKAT og mig ofte rummer på overraskelser (begge veje, men faktisk mest til min fordel, så jeg følte mig ok tryg i mit spørgsmål).

Jeg uploadede min forskudsopgørelse i tråden, og efter at have tjekket den igennem nævnte min mere detaljeorienterede ven at jeg jo ejer en lejlighed og har et boliglån i den forbindelse - og at det pt ikke fremgik på min forskudsopgørelse overhovedet. Ikke særlig skattetekniske mig spurgte derefter ind til hvad det betød i praksis. Svaret: 5.700 kroner ekstra udbetalt i hver af årets fire sidste måneder. Whaaaat!? 

Og så tænker du måske, okay, har hun ikke styr på sit rentefradrag? Og nej, det havde hun ikke. Jeg har købt mine tidligere boliger kontant, bland andet fordi det kan være noget op ad bakke at få et boliglån som selvstændig. Jeg var så heldig at sidste salg og køb affære faldt sammen med at jeg for en kortere periode var lønmodtager. Så det med banklån er nyt for mig. Og så er jeg nok generelt mere optaget af big picture, og jeg ved at SKAT holder styr på det, så under normale omstændigheder, havde jeg bare fået penge tilbage i skat næste år. Og så havde jeg været glad og tilfreds der, i stedet for nu. begge dele er okay med mig.

Hvor kom de 80.000 kroner fra?

Da jeg begyndte at regne på min økonomi tilbage i slutningen af februar, var det med en klar forventning om, at der både skulle flere penge ind og færre penge ud, hvis jeg skulle få resten af 2026 til at hænge sammen på den måde, jeg gerne ville. Nu er vi i september, og da jeg gjorde regnestykket op, viste det sig, at jeg alene ved at skrue på min eksisterende økonomi har fundet omkring 80.000 kroner.

Afdragsfrihed: ca. 26.100 kroner: Jeg betalte tidligere 9.069 kroner om måneden på mit boliglån. Da jeg gik selvstændig, søgte jeg om afdragsfrihed og betaler nu ca. 6.168 kroner om måneden. Fra april og resten af året frigør det omkring 26.100 kroner. Det er selvfølgelig ikke en besparelse i klassisk forstand. Jeg udskyder afdrag på mit lån og vil derfor have lidt mindre friværdi den dag, jeg sælger. Men det var et helt bevidst valg om at prioritere flere penge til rådighed nu, hvor min indkomst er lavere.

Tilskud til institution: ca. 29.300 kroner: I januar, februar, marts og april betalte jeg 4.906 kroner om måneden for vuggestue. Jeg var vant til at tjene for meget til at kunne få tilskud og havde derfor ikke skænket det en tanke, at min nye, lavere indkomst ændrede på det. Fra maj faldt min betaling til 1.243,81 kroner om måneden. Det er en forskel på 3.662 kroner om måneden og omkring 29.300 kroner fra maj og resten af året.

Rentefradrag: ca. 22.800 kroner: Den nyeste – og klart mest overraskende – er mit rentefradrag. Efter at have fået mine renteudgifter på ca. 74.000 kroner ind på forskudsopgørelsen får jeg omkring 5.700 kroner mere udbetalt i hver af årets sidste fire måneder. Det giver ca. 22.800 kroner i 2026. Pengene var ikke forsvundet, hvis jeg ikke havde opdaget det. Jeg havde bare fået dem tilbage senere. Men lige nu er de langt mere værdifulde for mig end en overraskelse fra SKAT næste år.

SATS og Ældre Sagen: ca. 900 kroner: Da SATS hævede mit abonnement fra 549 til 584 kroner om måneden, tænkte jeg pludselig, at næsten 600 kroner om måneden var ret mange penge. Jeg fandt ud af, at jeg kunne få rabat på abonnementet gennem Ældre Sagen og meldte mig derfor ind. Nu betaler jeg 449,25 kroner om måneden til SATS. Selv når jeg trækker kontingentet til Ældre Sagen fra, sparer jeg omkring 900 kroner i år.

Streaming: ca. 1.500 kroner: Jeg har i mange år haft Netflix og en anden streamingtjeneste samtidig. Netflix kostede 129 kroner om måneden og den anden tjeneste omkring 119 kroner. Nu holder jeg mig som udgangspunkt til én ad gangen og skifter, når der er noget andet, jeg gerne vil se. Netflix har jeg samtidig fået ned på 109 kroner. Sammenlignet med mit tidligere forbrug giver det omkring 1.500 kroner i år.

I alt: ca. 80.600 kroner.

Dertil kommer alle de ting, jeg ikke har regnet med her. Billigere dagligvarer, færre restaurantbesøg, abonnementer jeg har ryddet ud i, ting og tøj vi har solgt og små beløb, der pludselig betyder mere, end de gjorde tidligere. De samarbejder jeg har sagt ja tak til fylder selvfølgelig også positivt i budgettet.

Alt i alt lykkedes den plan som jeg først på året sad og lagde på nogle lange vinteraftener. Jeg tjener stadig mindre end tidligere. Men jeg arbejder også meget mindre, er fri til at holde fri når jeg vil og indtil videre falder der appelsiner ned i min turban præcis når jeg har mest brug for det. Selvfølgelig arbejder jeg for alle mine appelsiner, men det føles stadig oftest som om der er magi med i spillet.

(Billedet er fra Kbh ZOO. Mit mål med at arbejde mindre, var i høj grad at have mere overskud til mig selv og min søn <3)

Kh Sarah Ophelia Møss

Vil du også udfordre din økonomi?

Det var faktisk efter en live challenge med Elizabeth Frank Nebelong, at jeg satte mig for at finde penge til en større buffer. Det endte blandt andet med de knap 23.000 kroner på forskudsopgørelsen, som jeg fortæller om ovenfor.

I vores kommende bog Den lille guide til Million Challenges får du inspiration til at:

  • sætte konkrete økonomiske mål og gøre dem til små, overskuelige challenges
  • finde penge i din økonomi, du måske ikke lægger mærke til i hverdagen
  • bruge dine penge mere bevidst på det, der faktisk betyder noget for dig

Bogen er lige nu i forsalg, og frem til 30. oktober kan du købe den med 25 % rabat.

→ Køb Den lille guide til Million Challenges for 150 kroner

 

Da jeg regnede på, om jeg havde råd til at sige op

12. september 2026

I starten af året havde jeg et arbejde, jeg ikke trivedes i. Jeg er ikke typen, der bliver hængende ret længe et sted, hvis jeg ikke er glad. Men som ene voksen i husholdningen, er der dog nogle hensyn at tage. Ikke til en pengenervøs partner der skal "godkende" en opsigelse, men til det manglende sikkerhedsnet i skrabede stunder.

Den sidste torsdag i februar sad jeg derfor igen-igen om aftenen og talte med min faste sparringspartner, ChatGPT (en ven i nøden, når man nu sidder alene i sofaen). Samtalen begyndte nogenlunde samme sted som aftenerne forinden: jeg trives ikke på mit arbejde.

Vi talte om, hvorfor jeg ikke trivedes, om ikke at føle mig set og hørt, om at komme hjem og være "sure mor", selv om det ikke var min søn der var problemet.

På et tidspunkt bevægede samtalen sig fra, hvorvidt jeg kunne få arbejdslivet til at fungere til, hvordan det ville se ud hvis jeg sagde op. Og fra at føle mig fastlåst i en dum situation, følte jeg mig fri og begyndte at se mulighederne.

Helt lavpraktisk var der dog udgifter at betale hver måned, så jeg havde brug for at vide, hvad vores liv kostede, hvilke indtægter jeg allerede havde uden mit lønmodtagerjob og hvor stort hullet mellem de to tal var. Plus hvor mange måneder jeg kunne klare mig, hvis jeg ikke tjente andet. Så vi begyndte at lægge puslespillet.

Jeg havde allerede indtægter fra mine bøger og mit forlag. De første cirka 20.000 kroner om måneden kunne jeg regne med kom ind mere eller mindre passivt. Dertil kom børnepenge som er ret høje fordi det bare er os to i husholdningen. Der ville komme royalties og overskud fra forlaget i juli og igen i december. Og jeg havde penge i virksomheden, som kunne udbetales som løn. Det betød, at jeg ikke stod på nul, hvis lønmodtager-lønnen forsvandt.

Til gengæld er min økonomi lidt "speciel". Jeg har gennem mange år tjent ret godt, men mit forbrug er ret almindeligt. Jeg har ingen fancy tasker eller dyre sko. Alt hvad jeg har tjent er gået til renovering af de lejligheder, jeg har boet i. Alene i de fire år, jeg boede i min lejlighed på Sølvtorvet, brugte jeg små 700.000 kroner på renovering, taget ud af min løn. Jeg er okay formuende på papiret men ikke særlig likvid; ingen stor kontant opsparing der kan finansiere et års "nu starter vi lige virksomheden op igen stille og roligt".

Vi begyndte at regne på månederne én efter én. Hvis min sidste løn kom med udgangen af marts, kunne jeg se omkring 118.000 kroner i indtægter efter skat hen over de følgende måneder. Det var penge fra virksomheden, børnepenge, bibliotekspenge og royalties. De kunne tilsammen holde os kørende et godt stykke ind i efteråret. Derefter opstod det lidt scary "slippe trapezen" øjeblik.

Men spørgsmålet blev pludselig mere konkret. Jeg behøvede ikke erstatte hele min løn fra 1. april. Jeg skulle skabe tilstrækkelig ny indtjening i løbet af foråret og sommeren til at finansiere månederne efter. Jeg undersøgte også den anden side af regnestykket: om mit boliglån kunne blive afdragsfrit, hvor langt vores privatbudget kunne komme ned og om en billigere lejlighed med renoveringspotentiale kunne være en mulighed, hvis jeg ville frigøre penge og samtidig fortsætte med det, jeg gennem mange år har gjort i forhold til fast ejendom.

Jeg havde ikke fundet en løsning på min økonomi, ej heller fundet alle de indtægter, jeg ville få brug for. Men, problemet var blevet opdelt i noget, som jeg kunne undersøge videre og flytte lidt rundt på. Næste dag havde jeg seks timer mens min søn var i vuggestue til at regne videre, inden jeg skulle aflevere min opsigelse - hvis jeg ikke skulle ende med endnu en måned som "sure mor".

Det resulterede blandt andet i et opdateret privatbudget, et virksomhedsbudget og en realistisk plan for indtægter de kommende seks måneder. Plus en beslutning om at sige op.

Jeg havde stadig 20 scenarier kørende rundt inde i mit hovede, sådan er jeg bare strikket sammen. Jeg kan nå fra podcastindtægter over afdragsfrihed til freelancearbejde og køb af en ny lejlighed på ganske få minutter. Men jeg behøvede ikke beslutte med det samme, hvilket af de 20 scenarier der ville blive virkelighed. Jeg skulle bare finde ud af, om der fandtes mindst én realistisk vej. Det gjorde der heldigvis.

Billedet er taget fem dage senere efter min (måske aller)sidste dag på arbejde som lønmodtager:)

Kh Sarah Ophelia Møss

Vil du finde ud af, hvad du kan opnå? I morgen åbner Elizabeth (forfatter til bog og workbook der guider dig igennem challenges der optimerer din økonomi), en lukket gruppe på Slack med den første live session for alle, der har købt startpakken. Her deler hun fremover hver uge uddybninger af de enkelte challenges fra bogen og arbejdshæftet, og hen over efteråret holder hun flere lives, hvor du kan stille spørgsmål og følge med i, hvordan andre arbejder med deres egne økonomiske forandringer.

Som Elizabeth selv skriver: “Du skal ikke have styr på noget som helst, før du er med. Du skal bare have lyst til at finde ud af, hvor langt du kan komme.” Adgangen til gruppen følger med, når du køber startpakken, og du er med helt frem til udgivelsen den 2. november.


Da en række tillidsfuldt ulåste indkøbsvogne til børn ændrede det hele

11. september 2026

Jeg har været loyal “Netto-pige” i ca. 34 år. Næsten udelukkende gået derhen, når jeg skulle købe ind. Og har de det ikke i den nærmeste Netto, har vi ikke købt det. Jeg er convenient anlagt.

Og jeg kan godt lide når alting er “som det plejer”, i livet og i Netto. At jeg ved hvor alting er, og kan gennemføre mine indkøb på auto pilot.

Men, de har ikke nogen theboller i Netto. Den lille lette børnebolle som man i 80’ernes (såvel som nutidens) dyrere supermarkeder får gratis som handlende i butikken - den behøver dog ikke være gratis, men den må meget gerne være der, når man har en 2-3-årig dreng med sig.

Ikke pga. af “ulvetimen” som vi slet ikke praktiserer (vi spiser begge når vi er sultne, går ingen steder uden snacks til alle), men fordi det er en hyggelig og nem lille ting, som han gerne må få.

Jeg er en enkelt gang kommet afsted uden forplejning og forsøgte mig med en snack fra Emmerys, men deres theboller koster 14 kroner, og uanset om kvaliteten er bedre (det er den ikke), så matcher det ikke vores nuværende “husholdningsbudget” (mere om det en anden gang).

Nå..

I vores søgning efter en funktionel flaskeautomat (vi deler gade, Netto og flaskeautomat, med en flok søde flaskesamlende sigøjnere) kom vi en dag ind i Rema i Gothersgade.

Lige under den stod de små børnevogne, og man skulle ikke bruge mønter for at løsne en. Det skal man i vores Netto, og det er for besværligt til, at jeg gider det hver gang. Det ene førte til det andet som førte til, theboller til blot fire kroner. Og de har også alt mulig andet, som vi bruger hver dag til mellem ca. 2-15 kroner mindre end i Netto. 

Det har naturligt bragt nye vaner med sig. Vaner som både stor og lille trives i. Min økonomi, og dermed mig er glade. Og jeg elsker at se mit lille menneske suse afsted, med så stor omhu for sine medmennesker som han nu engang kan mønstre med sine knap tre år.

Én lille ændring har flyttet en hel kæde af hverdagsrutiner: Vi cykler en anden vej, parkerer et andet sted, møder andre mennesker, står ved andre kasser, køber andre varer, og farverne i køleskabet har ændret sig så meget, at min søn interesseret spørger ind.

Nu handler vi primært der.

Kh Sarah Ophelia Møss

Der er nu omkring 50 dage, til Den lille guide til Million challenges udkommer. I den periode vil jeg prøve at dele lidt mere personligt om de udfordringer, jeg tager op i mit eget liv, økonomiske såvel som andre.

Arbejdet med Elizabeth og hendes bøger er kommet ind midt i en periode, hvor jeg allerede var i gang med at ændre flere ting i mit liv, særligt i forhold til min privatøkonomi og forbrugsmønstre. Hendes måde at arbejde med challenges på har givet mig lyst til at udfordre mig selv lidt mere konkret. Uden at give mig selv nogen form for spændetrøje på <3

Jeg håber, du vil være lidt med. Måske fortælle om de forandringer, du godt kunne tænke dig i dit eget liv. Måske er du allerede i gang med nogle af dem?

Du er meget velkommen til at dele i kommentarfeltet nedenfor.

1 comment

Hej Sarah
Spændende at læse om din beslutningsproces. Godt du en bund bestående af passive indtægter. De er guld værd set her fra.
Fortsat held og lykke med dit nye liv :)
Kh. Tommy

Tommy •

Leave a comment

Please note, comments need to be approved before they are published.